Drømmer du om at blive journalist eller fotograf?
TV SYD giver dig muligheden for en udfordrende og spændende uddannelse.
TV SYD uddanner løbende fotografer/redigeringsteknikere og journalister.
Teknikeleverne bliver ansat på en 4-årig mesterlærekontrakt, hvor de i løbet af læretiden gennemgår forskellige undervisningsforløb på medieskolen i Viborg.
Journalistpraktikanterne kommer enten fra Danmarks Journalisthøjskole eller Syddansk Universitet i Odense og er hos os i 18 måneder.
For TV SYD er det vigtigt at være med til at sikre høj faglighed blandt kommende journalister og teknikere, og derfor lægger vi stor energi i at sikre et uddannelsesforløb, hvor eleverne får de nødvendige udfordringer og får lov prøve kræfter med alle relevante opgaver.
Det gør det krævende at være elev på TV SYD, men det er også med til at gøre det sjovt - og man får helt sikkert masser af erfaring.
TV SYD's målsætning:
- At videreudvikle praktikantens faglige og menneskelige kompetencer til gavn for praktikanten selv og TV SYD.
- At praktikanterne under og efter praktikopholdet oplever TV SYD som det rigtige valg.
TV SYD's overordnede strategi:
TV SYD vil i trygge rammer søge det optimale samspil mellem følgende tre faktorer:
Ansvar:
Når man er praktikant på TV SYD, bliver man en del af "holdet". Man indgår altså på lige fod med de øvrige medarbejdere i redaktionen og får på den måde mulighed for at føle det ansvar og pres, der følger med i den daglige produktion af tv-nyheder.
Muligheder:
TV SYD anser det at kunne "se" historien for en afgørende egenskab hos en journalist. TV SYD vil så vidt muligt hjælpe praktikanten til at gennemføre egne idéer, der er egnede til sending på TV SYD. Udgangspunktet for praktikanten er altså, at kun fantasien sætter grænser.
Støtte:
TV SYD består af en bred gruppe af professionelle medarbejdere med forskellige kvaliteter. Medarbejderne sikrer, at praktikanten bliver guidet og får den nødvendige støtte til at udvikle sig.
Praktikanten vil under sit ophold befinde sig på TV SYDs redaktion i Kolding.
På linje med TV SYDs øvrige medarbejdere vil praktikanten hovedsagligt blive vagtsat til at lave nyheder, herunder konflikthistorier. Reportager, features og længere baggrundshistorier – herunder halvtimes programmer - indgår i forløbet som en del af praktikantens opgaver.
Målet er, at alle praktikanter, der forlader TV SYD, selv skal kunne producere et nyhedsindslag. Det vil sige på egen hånde researche, optage og redigere et indslag – både nyheder og features – også som VJ. TV SYD tilbyder et oplæringsforløb til begge genrer.
TV SYD tilbyder som udgangspunkt muligheden for, at praktikanten kan arbejde som nyhedsreporter, VJ, live-reporter, web-reporter og featuretilrettelægger. Omfanget vil blive aftalt med den enkelte praktikant, og TV SYD forbeholder sig retten til at prioritere på grundlag af praktikantens evne til at lave nyheder.
(Oversigten er vejledende)
Måned 1: ”Føl-måneden”
Praktikanten bliver vagtsat sammen med forskellige journalistiske medarbejdere fra TV SYD og komme rundt og møder alle typer af journalistiske vagter på TV SYD. Vagtplanen indeholder kombination af, at praktikanten skal suge til sig, og at praktikanten selv arbejder, mens erfarne kolleger følger med som sikkerhedsnet. Praktikanten får speak-træning.
Måned 2:
Praktikanten slippes løs og producerer nyheder på lige fod med de øvrige medarbejdere. Dog kun som en del af to-mands hold – det vil sige med en fotograf. Der er fokus på Kryds og Tværs-formatet.
Måned 3-5:
Praktikanten producerer nyheder på lige fod med de øvrige medarbejdere. Der vil være oplæring i at være videojournalist – både brug af Panasonic DV-kamera og AVIDs Newscutter-redigering. Praktikanterne bliver fortrolige med VJ-genren ved at producere små features. Herefter indgår praktikanten i den daglige bemanding og producerer nyhedsindslag som VJ – det vil sige researche, optage og redigere et indslag på samme dag.
Måned 6-8:
Praktikanten producerer fortsat på lige fod med de øvrige medarbejdere. Der vil være oplæring i live-genren, og praktikanten vil efterfølgende være live-reporter på lige fod med sine uddannede kollegaer. Der vil være et øget fokus på tungere nyhedshistorier.
Måned 9-18:
Praktikanten producerer nyheder, baggrunde, features og fungerer som live-reporter m.m. Vi udvikler praktikantens styrker, og giver mulighed for at afprøve længere formater, samt at praktikanten kan blive koncept-vært. Praktikanten får mulighed for at producere en serie – enten som feature eller som nyheder. Praktikanten vil også få et kortere ophold på TV 2-regionernes Christiansborg-redaktion.
Under hele forløbet er der afsat en dag om måneden sammen med praktikantvejlederen.
Sommer/jule-tv: Der kan blive mulighed for at producere sommer- eller jule-tv, hvor praktikanten sammen med de øvrige praktikanter og fotografelever på TV SYD sender live fra sommerlandet eller et jule-setup. Der vil være fokus på, at praktikanterne selv fungerer som redaktører og reportere af et live-magasin af længere varighed, hvortil der også produceres indslag.
TV SYDs udsendelser bliver evalueret på alle hverdage.
Praktikantvejlederen har ansvaret for, at praktikanten får en løbende efterkritik, herunder på de månedlige praktikantdage Efterkritikken skal sikre, at der bliver taget hånd om særlige behov hos den enkelte praktikant. Efterkritikken skal desuden sikre, at der bliver sat fokus på følgende tre faser i nyhedsproduktionen:
- At se historien.
- At få historien hjem.
- At få historien præsenteret på en seværdig måde.
Praktikantvejlederen har ansvaret for, at praktikanten under sit ophold har en god forståelse af, hvordan TV SYD oplever praktikantens udvikling.
Programchefen og praktikantvejlederen sørger i fællesskab for at praktikanterne får tilstrækkelig efterkritik.
En vigtig del af dette foregår på praktikantdagene, som holdes én gang om måneden. Halvdelen af disse dage bruges på at praktikanten får efterkritik fra praktikantvejlederen og de andre praktikanter. Til praktikantdagene er der også besøg af programchefen eller andre fra ledelsen, som giver konkrete eksempler på, hvordan vi laver godt fjernsyn på TV SYD.
De andre praktikantdage bruges på rejser ”ud af huset”. Vi ser og oplever andre arbejdspladser og spejler den i vores egen hverdag på TV SYD.
Uddannelsesplanen er lavet i et samarbejde mellem TV SYDs ledelse, tillidsrepræsentanten og praktikantvejlederen.
Uddannelsesplanen har til formål at sikre praktikanten og TV SYD et optimalt udbytte af uddannelsesforløbet.
Uddannelsesplanen gælder for journalistpraktikanter. Programchefen og praktikantvejlederen har i fællesskab ansvaret for, at uddannelsesplanen bliver gennemført. Praktikantvejlederen har desuden ansvaret for at opdatere uddannelsesplanen hvert andet år.