Varm sag om internet-svindel

Mange danske familier føler sig snydt af et grænsehandelsfirma, der sælger træpiller til opvarmning.

Der er tale om svindel-anmeldelser, som politiet sjældent ser mage til. Træpiller bruges til opvarmning, og de er ganske populære. En del danskere har købt pillerne gennem "træpiller24.dk" på internettet. De har også betalt, men de har aldrig fået deres varer.

Sigtelser på vej

Ved Syd og Sønderjyllands Politi er der kommet en del anmeldelser fra folk, der føler sig snydt af grænsehandelfirmaet "træpiller24". Indtil videre har 70 vrede kunder fra hele landet kontaktet politiet, der venter flere endnu.

Syd og Sønderjyllands Politi har fået til opgave at efterforske sagen, og det sker i samarbejde med tysk politi, fordi der kan være grundlag for at rejse sigtelser på begge sider af grænsen.

Siden anmeldelserne for svindel begyndte at indløbe er "træpiller24.dk" ikke længere tilgængelig på internettet.

Har mange penge i klemme

På Facebook har de vrede kunder oprettet gruppen "Snydt af Træpiller24", hvor de udveksler erfaringer. Gruppen har 142 medlemmer - blandt andet en lang række familier fra syd og sønderjylland.

En kvinde fra Avnbøl skriver: "Øv! Vi har overført 9.000 kr. til dem. Det er til hele vinteren, der lige er røget sig en tur. Vi har talt med Esbjerg Politi, så i morgen skal vi anmelde dem til Sønderborg politi... Øv altså!"

Også en kvinde fra Stenderup er blevet snydt: "Ja, så har vi da også prøvet det... betalt 16.000 kr. for noget, man ikke får... det er da øv!"

Og en mand fra Vejle: "Jeg har talt med Vejle Politi og indgivet en anmeldelse. Har købt for ca. 35.000 kr. sammen med naboer. Det var mig, der fik naboerne med.... skidt situation."

I næste uge skal det danske politi møde tysk politi, hvorefter det bliver afgjort, hvordan den videre efterforskning skal foregå. Politiets råd til folk, der køber på internettet, er stadig at passe ekstra meget på og aldrig betale forud.