Prinsesse Marie lyttede efter overlevende

Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie besøgte i dag Beredskabsstyrelsen i Tinglev, hvor hun overvære to FN-certificerede eftersøgningshold i aktion.

Under besøget blev prinsessen præsenteret for Beredskabsstyrelsens eftersøgnings- og redningshold, DEMA USAR (Danish Emergency Management Agency Urban Search And Rescue). Enheden er specialiseret i at søge efter overlevende og hjælpe indespærrede efter f.eks. jordskælv, jordskred, oversvømmelser og eksplosioner.

Prinsessen overværede en demonstration af, hvordan en international enhed arbejder og løser forskellige redningssituationer, hvor det f.eks. er nødvendigt at gennembryde mure, løfte tunge byrder og afstive bygninger for at sikre en sikkerhedsmæssig forsvarlig udfrielse af indespærrede.

Udover DEMA USAR deltog et hollandsk USAR-team i demonstrationen af redningsarbejdet. Begge enheder er certificeret som USAR Teams af FN.

Stor interesse

Prinsesse Marie deltog i første halvår af 2011 i en introduktionsuddannelse i Beredskabsstyrelsen og har vist sit store engagement for styrelsens internationale operationer. Det glæder Beredskabsstyrelsens direktør, Henning Thiesen, der er vært for besøget:

- Prinsesse Maries interesse har stor betydning for vores udsendte medarbejdere, fordi det sætter fokus på deres indsats ude i verden. Og jeg er stolt af at kunne vise vores USAR-hold i aktion sammen med vores hollandske kolleger.