13-årig pige alene hjemme under indbrud

En 13-årig pige fik sig onsdag eftermiddag noget af en forskrækkelse, da hun opdagede en mørk skikkelse bevæge sig rundt i huset, hvor hun var alene hjemme.

Den 13-årige pige befandt sig onsdag eftermiddag klokken 13.43 på førstesalen på en landejendom på Nymindegabvej ved Outrup.

Pigen var alene i huset, og på et tidspunkt kiggede hun ud ad vinduet, hvor hun så en ukendt neongrøn bil holde på gårdspladsen.

Kort efter hørte hun nogen rumstere rundt i husets underetage og så en mørkklædt skikkelse forsvinde ud fra huset og køre væk i bilen.

Vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt, oplyser til TV SYD, at indbrudstyven nåede at stjæle en bærbar computer, en Kähler-vase, hjemmelavet chokolade og nogle smykker.

Pigen er uskadt, og det var hendes far, som kontaktede politiet efterfølgende.

Politiet vil gerne i kontakt med personer, der kender til ejeren af en mindre neongrøn bil. Oplysninger kan gives til politiet på 1-1-4.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.