15-årig dreng gik amok - raserede forsamlingshus og angreb politiet

En 15-årig dreng raserede omkring midnat lørdag Svenstrup Forsamlingshus ved Nordborg på Als. En tilkaldt politipatrulje blev angrebet med kasteskyts.

Fire minutter efter midnat slog en nabo alarm til politiet, da det kunne høres langt væk, at ruder i forsamlingshuset blev smadret.

Der var ingen arrangementer i Svenstrup Forsamlingshus og ingen andre til stede, da den 15-årige dreng gik amok og begyndte at rasere huset - først udvendigt med rudeknusning og siden indvendigt, hvor inventar og indbo blev kastet rundt og ødelagt.

Da politiet kom til stedet og forsøgte at tale drengen til ro, var reaktionen i første omgang et angreb med kasteskyts i form af løse dele af det ødelagte inventar i forsamlingshuset, inden den 15-årige faldt så meget til ro at han kunne anholdes.

- Vi har endnu ikke nogen forklaring på, hvorfor drengen, der er fra lokalområdet, gik amok - men han havde fået noget at drikke, siger vagtchef Søren Strægaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

Efter en afhøring blev drengen kørt hjem til sine forældre.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.