Banke smidt ud af Venstre

Thomas Banke er partiløs, efter at han nu er blevet smidt ud Venstre. Men udsmidningen er måske kun kortvarig.

Fredericias borgmester Thomas Banke er nu ekskluderet fra Venstre, bekræfter byrådsmedlem Børge Larsen (V).

Han står sammen med tre andre venstrefolk i byrådet bag beslutningen om at afbryde samarbejdet med Banke.

De fire venstrefolk havde fået frist til klokken 12 til at omgøre deres beslutning, men det har de ikke gjort, siger Børge Larsen.

Han oplyser, at han selv og de tre andre formentlig selv bliver smidt ud af partiet af den lokale Venstre-bestyrelse i eftermiddag.

Det har bestyrelsen nemlig truet med at gøre, hvis beslutningen om at ekskludere Banke blev opretholdt.

Bliver de fire smidt ud af Venstre, åbner partiets regler for, at Banke igen kan repræsentere Venstre i byrådet.

Partireglerne i Venstre betyder nemlig, at der ikke kan være to forskellige Venstre-lister i et byråd. Men hvis de fire bliver smidt ud af partiet, er Banke-støtten Pernelle Jensen pludselig eneste V-medlem af byrådet.

- Hun kan sige: Thomas, kom du tilbage til Venstre igen. Hvis vi så ender med ikke at blive ekskluderet alligevel, kan vi smide ham ud en gang til, siger Børge Larsen.

For de fire byrådsmedlemmer er der en række muligheder for at appellere en eventuel beslutning om eksklusion.

Men efter Børge Larsens tolkning af reglerne vil de fire være ude af partiet, så snart den lokale bestyrelse beslutter det. De vil så kunne genindtræde, hvis en generalforsamling omstøder eksklusionen.