Styr computer uden at røre

En lille virksomhed i Vejle kan noget som ingen andre kan: De har skabt en teknik, hvor man kan styre en computer uden mus - og uden at røre.

John Hansen fra Børkop får sine ideer ude i hverdagen.

- Jeg ser noget og tænker på, at de må kunne gøres bedre, siger han til TV SYD.

Han har skabt et lille firma, Active Window, som har specialiseret sig i at gøre styringen af computerskærme mere enkel. Det er højteknologi og omgærdet af hemmelighedskræmmeri.

Uden at røre

Firmaet har lavet mange touch-skærme til bl.a. turistbureauer. Men nu har de videreudviklet den berørings-følsomme skærm til at man ikke skal røre!

- Vi bruger f.eks. teknologien i forretningsvinduer, forklarer John Hansen.

Han demonstrere, hvordan man kan klikke sig rundt ved at pege på et sted på et stort lærred med et billede fra en projektor. Der er altså ingen skærm at røre ved. Men alligevel kan man pege på et menupunkt og få billedet til at skifte.

Flere store virksomheder viser interesse for de nye muligheder, som opfindelserne giver.

- Det vil blive meget mere i fremtiden, konstaterer John Hansen.

John Hansen præsenterede første gang sin opfindelse i TV SYD i april 2006.

Dengang havde han taget patent på et system, hvor kunder med fagter ude på gaden kunne få en computerskærm hos en ejendomsmægler til at skifte mellem de huse, som var til salg. Det er samme system, som i dag er udviklet til langt større skærme.