Danfoss udvider i Kina

En aftale til flere hundrede millioner kroner kan blive et springbrædt til mere handel. En kinesisk million-by skal udvikles til en af verdens førende inden for fjernvarme.

Det drejer sig om byen Anshan, der ligger i den nordøstlige del af landet. For flere hundrede millioner kroner skal fjernvarme-divisionen på Danfoss levere komponenter over de kommende tre år, og konsulentfirmaet COWI er med i forberedelsen og gennemførelsen af projektet.

Renere luft

Danfoss vil sørge for, at 1,8 millioner indbyggere i Anshan får en stabil fjernvarme. Byen får renere luft, både ude og inde, og der kommer varmt vand i alle hanerne.

Anshan ligger godt 150 kilometer fra grænsen til Nordkorea. Byen har i årevis været et vigtigt industri-område. Det er her, den største stål-produktion finder sted, og overskuds-varmen fra stål-industrien skal indgå i fjernvarme-systemet.

På den måde bliver der brugt mindre energi, og CO2-udledningen falder med en kvart million ton. Projektet bliver det første af sin art i Kina, og er genstand for stor opmærksomhed fra andre byer.

Udvider fabrik

Samarbejdet med Anshan betyder, at Danfoss udvider sin fabrik i Anshan.

- Vi er glade for at få denne mulighed for at udvide vores fjernvarmeforretning i Kina. Det vil betyde, at vi på basis af de erfaringer, vi gør i Anshan, kan intensivere samarbejdet med andre kinesiske byer om at optimere deres fjernvarmenet, siger Lars Tveen, der er direktør for Danfoss District Energy.

Varme i vinter-byen

For en måned siden indgik Danfoss en samarbejdsaftale med en anden kinesisk storby. Industri-byen Harbin godt 500 kilometer nordøst for Anshan skal også have et bedre fjernvarme-system, og det er påkrævet, for om vinteren er der hundekoldt i Harbin.

Derfor er det hver vinter muligt at gennemføre en stor is-festival med kæmpe-skulpturer og paladser. Det er en stor turist-attraktion.

I Anshan er der for øvrigt også en stor turist-attraktion. I et tempel i byen står verdens største Buddha-figur af jade. Figuren siges at være hugget ud af en stor blok jade, der er otte meter høj.

Sidste år var den kinesiske præsident Hu Jintao i Danmark. Han underskrev ved den lejlighed en samarbejdsaftale med formanden for Danfoss-bestyrelsen, Jørgen Mads Clausen.