Kunst-rute skal fortælle tyske flygtninges skæbne

Fotografi og poesi i skoven skal fortælle om 35.000 tyske flygtninge, som levede i Oksbøllejren i 1946, da der var flest. Søndag eftermiddag åbnes en helt speciel kunst-rute i Ål Klitplantage.

Hen over sommeren 2013 viser fotograf Niels Linneberg og kunstner Kate Skjerning et kunstprojekt i Ål Klitplantage ved Oksbøl. Som en slags land art, kan man gennem en kort vandrerute rundt i skoven opleve fotografi og poesi.

Ruten starter ved Blåvandshuk Idrætscenter, og er 1 km. lang.

Projektet handler om Oksbøl Lejren, den største flygtningelejr i Danmark efter Anden Verdenskrig.

175 menneskestore portrætter af beboere fra det nuværende Oksbøl og omegn symboliserer de 35.000 tyske flygtninge, som levede i lejren i 1946, da der var flest.

For hver portræt man møder i skoven, kan man således gange med 200, for at få en ide om antallet af flygtninge i skoven.

I Danmarks jord

Den østpreussiske digter Agnes Miegel var en af de mange flygtninge bag pigtråden, og under opholdet her skrev hun digtet "I Danmarks Jord". Dette digt fungerer som vejviser rundt i projektet

Hun skrev det til de 4.132 små børn, som døde inden d. 5. maj 1945 - ovenpå strabadserne i forbindelse med flugten til Danmark.

Projektet er ment som en solidaritets-erklæring med dem, som selv har oplevet at være flygtning i Oksbøl og dem, som er i vores land under andre former for flygtninge-status.

Desuden håber kunstnerne bag projektet, at opmærksomheden om flygtningetemaet kan være med til at støtte op om et nyt flygtningemuseum i Oksbøl.

Kunstruten med den tidligere flygtningelejr i som tema åbner søndag kl. 14.30 ved Blåvandshuk Idrætscenter, og alle er velkommen.

Byrådsmedlem og klitplantør Niels Christiansen vil holde en lille åbningstale, hvor efter der vil være en fælles vandretur igennem kunstruten.

Den kan opleves fra i dag og til 22. september i år.

Se mere i TV SYD NYHEDER kl. 19,30