Gul gigant venter på godt vejr

En gigantisk gul transformatorstation med en højde på 65 meter og en vægt på 10.500 tons vækker opsigt i Esbjerg Havn.

"Helwin Alpha" er navnet på den transformatorstation, der ligger som en gigantisk gul legoklods i Esbjerg.

Den er netop bygget færdig på Fayard i Odense (ved det tidl. Lindøværftet). Derfra blev den sendt til Frederikshavn, og nu er den altså nået til Esbjerg, hvor den venter på godt vejr.

Der skal være godt vejr i både Esbjerg og ved vindmølleparken i Helgoland, som er det endelige mål for transformatorstationen. Det skyldes den enorme størrelse. Der skal hele fem slæbebåde til at trække den på plads.

Det er Niels Winther & Co fra Esbjerg, der står for at koordinere arbejdet mellem de mange aktører, der skal få transformerstationen på plads.

Projektleder Daniel Alon oplyser til TV SYD, at de håber vejret vil gøre det muligt at sejle Helwin Alpha til Helgoland sidst på ugen.

 

Helwin Alpha

  • 65 meter høj
  • 72 meter lang
  • 52 meter bred
  • Vægt: 10.500 tons
  • Pris: ?