Mere fart i omlægning til økologi

Det økologiske landbrugsareal i Danmark er kommet op på 182.930 hektar. I 2012 steg arealet med godt 5.000 hektar, og det er den største vækst mål over de seneste tre år.

Det er dog stadig en beskeden del af det samlede landbrugsareal, der dyrkes uden brug af sprøjtemidler og kunstgødning, nemlig 6,9 procent.

Regeringens målsætning er, at 15 procent af det samlede landbrugsarealet dyrkes økologisk i 2020.

Formanden for Økologisk Landsforening, Per Kølster, peger på, at det er afsætningen efter økologiske varer, som skal drive økologien frem.

- Økologisk landbrug er drevet af et stigende marked, som igen er drevet af producenternes og forbrugernes stillingtagen til miljø, natur, dyrevelfærd, bæredygtighed og sundhed i bred forstand, siger Per Kølster.

Global udvikling

Danmark er det land i verden, hvor forbrugernes andel af økologiske varer er højest, men udviklingen mod mere økologi er global.

Den danske eksport af økologiske produkter har rundet en milliard kroner årligt og er mere end fordoblet siden 2007.

Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarer forventer en vækst på fem procent i det økologiske salg i 2013.

Økologisk Landsforeningen giver rådgivning om omlægning til økologi. Tirsdag aften byder foreningen interesserede landmænd på et omlægningstjek på et deltidslandbrug i Billum ved Varde.