Byrådskandidat frygter at miste pensionen

Jan Sørensen skulle have stået øverst på listen over Enhedslistens kandidater til kommunalvalget i Tønder. Men den tidligere spidskandidat ligger nu nummer tre. Det skriver Avisen.dk.

Han trak sig efter at have fået svar fra borgmesteren på, om hans opstilling kunne få betydning for hans førtidspension.

- Efter det svar var jeg ikke i tvivl om, at min førtidspension bliver taget fra mig, hvis jeg bliver valgt. Det anså jeg for en trussel mod mit forsørgelsesgrundlag i en grad, så jeg ikke turde andet end at trække mig som spidskandidat, siger Jan Sørensen til Avisen.dk.

Johannes Andersen er samfundsforsker og lektor ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning og har forsket i demokrati. Han er meget kritisk overfor sammenblandingen af demokratisk deltagelse og sociale ydelser i Jan Sørensens sag.

- I bund og grund rokker det ved, at alle skal have lige muligheder for at deltage i det demokratiske liv. Det var grundtanken i det sociale system, at alle uanset baggrund skulle have den mulighed, siger Johannes Andersen til Avisen.dk.

Johannes Andersen vil ikke afvise, at et honorar for at sidde i byrådet kan modregnes i pensionen, men tager klar afstand fra at en plads i byrådet kan ses som bevis på en arbejdsevne.

Pension i ti år

53-årige Jan Sørensen var mekaniker, men har fået pension i ti år på grund af en gigtlidelse, der får hans rygrad til at vokse sammen, og som udover smerter også gør ham krumbøjet. Han mener selv, at han kan klare en plads i byrådet, fordi han selv kan planlægge det meste af arbejdet til at ligge, når han er har det godt.

Det er ikke første gang, at Jan Sørensen stiller op til kommunalbestyrelsen, men fra sin rolle som bisidder ved han, hvordan den nye reform af førtidspension virker.

- Jeg kan se, at man knapt skal kunne kravle henover gulvet, hvis man skal have førtidspension. Det er en skandale. Så kan jeg jo godt regne ud, at jeg ikke ville kunne få førtidspension i dag, siger han.

Derfor spurgte Jan Sørensen kommunens borgmester Laurids Rudebeck (V). Borgmesteren svarer i et brev, at han har spurgt forvaltningen. De oplyser, at hvis Jan Sørensen bliver valgt ind, "så kan det have indflydelse på bevillingen og udmålingen af ens førtidspension". Derfor skal Jan Sørensen tale med sin sagsbehandler om det.

Socialordfører for Enhedslisten Finn Sørensen vil tage sagen op i Folketinget, og har bedt indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager om at tage stilling til sagen.

- Hvis kommunen fortolker loven rigtigt, er det jo en grov indskrænkning af førtidspensionisters muligheder for at gøre sig gældende i det politiske liv, siger Finn Sørensen til Avisen.dk.

- Avisen.dk

link