Kvinde hårdt kvæstet under stormen

En 57-årig kvinde i Halk ved Haderslev blev hårdt kvæstet, da hun blev ramt af et stort stykke af taget på sit hus under den voldsomme storm mandag eftermiddag. Hun er blevet overført til Universitetshospitalet i Odense, og hendes tilstand er kritisk.

Nær Toftlund på Arnumvej kørte en 32-årig mand ind i et træ og blev lettere kvæstet. Han var påvirket af spiritus eller narkotika.

Skadestuerne fik talrige besøg af mennesker, der havde fået mindre skader og knubs på grund af nedfaldne bygningsdele, væltede træer og mindre færdselsuheld. Alene Sydøstjyllands Politi har kendskab til 14 tilskadekomne, der af egen drift har opsøgt skadestuerne.

Syd- og Sønderjyllands Politi har ikke lavet en tilsvarende opgørelse.

Politiets telefoner var glødende hele mandag eftermiddag og først på aftnen.

- Vi måtte på et tidspunkt melde ud, at vi kun kunne tage imod melding af livsreddende karakter på både på 1-1-4 og 1-1-2. Vi må beklage, at nogle sikkert ikke er kommet igennem med meldinger om væltede træer og flyvende byggematerialer. Vi samler sammen med de kommunale beredskaber op på alle anmeldelser. De vigtigste i forhold til trafikken er håndteret mandag aften, mens andre afventer dagslys tirsdag, fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi.