Partistrid slog borgmester ud

Kenny Bruun Olsen (V) er tilbage på borgmesterposten i Fredericia. Han meldte sig syg af stress i sidste uge. Selv siger han, at de interne stridigheder i Venstre i Fredericia slog ham ud.

- Jeg må konstatere, at stridsøksen ikke er gravet ned, noterer Kenny Bruun Olsen.

Se sent som i torsdags blev han undsagt af sin partifælle Pernelle Jensen, da han kom med et polemisk indlæg rettet mod rivalen til borgmesterposten, Jacob Bjerregaard (S).

Pernelle Jensen beskyldte Kenny Bruun Olsen for at kaste personfnidder ind i den kommunale valgkamp.

- Jeg sagde mit gode job op for at samle partiet og få Fredericia tilbage på sporet, men desværre er der i partiet folk, som kun vil det værste for mig, siger Kenny Bruun Olsen.

Fra Twitter #kvsyd og #fredericiapol

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Gør ondt

Han mener, at han er rimelig pragmatisk, og han har et ønske om at samarbejde med alle.

- Men det gør ondt, at jeg ikke kan regne med at have et samlet parti bag mig, erkender Kenny Bruun Olsen.

Han overtog borgmesterposten efter Thomas Banke, der valgte at gå i utide som borgmester på grund af regnskabsrod og afhængighed af smertestillende medicin.

Siden har Pernelle Jensen og dele af bestyrelsen i den lokale vælgerforening modarbejdet ham.

Det kom senest til udtryk, da nogle af byrådskandidaterne nægtede at skrive under på en fælles kandidaterklæring om at stå sammen.

- Jeg er efterhånden kommet til den erkendelse, at jeg er nødt til at snakke åbent om stridighederne. Det er det eneste, som kan stoppe mudderkastningen, mener Kenny Bruun Olsen.

Han understreger, at det ikke var borgmester-jobbet, der slog ham ud.

- Det kræver 60 til 70 timer om ugen, men det kan jeg sagtens klare, og i dag er jeg 100 procent på toppen.