Sydbank-direktør fejrer 25-års jubilæum

Sydbanks administrerende direktør Karen Frøsig kan på søndag fejre, at hun har været i banken i 25 år.

Karen Frøsig, der siden 2010 har været Sydbanks administrerende direktør, kan på søndag fejre, at hun har været en del af banken i 25 år.

- Jeg er utrolig glad for og stolt af at have så lang en historie i Sydbank. Jeg føler på mange måder ? ligesom mange andre i banken - at Sydbank er min bank. Banken fylder meget i mit liv, og det er stadig en fornøjelse at gå på arbejde hver dag, siger Karen Frøsig.

Karen Frøsig er uddannet jurist.

Hun begyndte i finansverdenen i 1986. Først i Privatbanken, senere i Topdanmark.

Ved Topdanmarks overtagelse af Aktivbanken i 1991 blev Karen Frøsig ansvarlig for Aktivbankens juridiske funktion.

Da Aktivbanken i 1994 blev overtaget af Sydbank, fulgte Karen Frøsig med til Sydbanks hovedsæde i Aabenraa, hvor hun året efter blev leder af bankens juridiske afdeling. Både før sin første ansættelse og sideløbende med arbejdet i finanssektoren har Karen Frøsig undervist, dels på Århus Universitet, dels på Bankskolen.

Karen Frøsig blev 1. maj 2008 det første kvindelige direktionsmedlem i bankens historie, og hun overtog det overordnede ansvar for den daglige ledelse som administrerende direktør i i sommeren 2010.