Skib i brand på vej fra Fredericia

Natten til onsdag udbrød der brand på fragtskibet CORONA SEAWAYS, mens det befandt sig undervejs fra Fredericia til København

Der er heldigvis ikke oplysninger om tilskadekomne. Der var i alt 19 besætningsmedlemmer og 10 passagerer om bord, som alle undersøges for røgforgiftning.

Det lykkedes skibet at få foreløbig kontrol med branden ved hjælp af sprinkler-systemet, men branden blussede op igen og er siden ankomst i Helsingborg morges blevet bekæmpet af brandvæsenet i Helsingborg.

Skibet blev først assisteret af den danske søredningstjeneste og efterfølgende af den svenske.

Skibet er et såkaldt roro-skib, og det drives teknisk af Ellingsen Ship Management AB i Stockholm. Siden 2008 har det sejlet i charter for DFDS på ruten mellem Klaipeda i Litauen, København og Fredericia med gods.

Branden opstod på skibets lukkede hoveddæk. Branden vil i henhold til reglerne blive efterforsket af myndighederne, som også vil fastslå brandårsagen. Omfanget af skader på gods er endnu ikke klarlagt.