Sydbank øger overvågningen af risikable kunder

Efter uventede store nedskrivninger på en halv milliard kroner styrker Sydbank nu den generelle kreditorganisation og overvågningen af risikable kunder.

Sydbank offentliggjorde torsdag forventningerne til størrelsen af bankens nedskrivninger i 4. kvartal 2013.

Det fremgår af de offentliggjorte oplysninger, at Sydbank skal nedskrive yderligere 225 millioner kroner på landbrug, fordi banken ikke fuldt ud har fulgt Finanstilsynets anvisninger om værdiansættelse af driftsbygninger.

Sydbank har ved den yderligere nedskrivning taget konsekvensen af dette forhold - men fremhæver i en pressemeddelelse mandag, at den model Sydbank, fik underkendt, i dag anvendes bl.a. af DLR Kredit, der er specialister i lån til landbruget.

De yderligere nedskrivninger vedrørende engagementer overtaget fra Tønder Bank vedrører i høj grad private kunder og mindre erhvervskunder.

Sydbank har for at sikre sig mod gentagelser foretaget organisatoriske ændringer i bankens centrale kreditafdeling og etableret decentrale kreditansvarlige i alle bankens områder.

Der er fremover fuld funktions-adskillelse mellem de medarbejdere, der bevilger kreditten og de der kontrollerer kunde-engagementerne.