Børne-yoga skal give ro til Kolding-børn

Tre fysioterapeuter fra Kolding Kommunes Pædagogiske og Psykologiske Rådgivning (PPR) er i fuld gang med at undervise børnehavebørn i en børneudgave af yoga.

En stresset hverdag, hvor tingene kører i højt tempo er også virkeligheden for børn i børnehave. Det mener fysioterapeut fra Kolding Kommune Inga Kobæk. Derfor skal børnene lave yoga for at få ro på.

- Der er mange børn sammen i nogle store grupper, og de er meget ofte indendørs. Og så er der et meget højt støjniveau og et højt tempo, siger fysioterapeut fra Kolding Kommune Inga Kobæk til TV SYD.

Og yogaen hjælper tilsyneladende på det problem.

- Det, vi har oplevet, er, at de er glade for at komme igen til yoga. Stort set hver gang oplever vi, at de er roligere efter en gang yoga, siger fysioterapeut fra Kolding Kommune Inga Kobæk.