Også snavs-problemer i Rema1000

Det er ikke kun Bilka, der ka! To seere fra Fredericia var i weekenden på indkøb i Rema 1000, og her lignede kølediskede dem, som TV SYD fandt i et par af Bilka-varehusene i landsdelen.

TV SYD har mandag besøgt otte forskellige Rema 1000 butikker i vores region. I halvdelen af dem var der problemer med rengøringen af køle- og frysediskene. Et par steder lå fersk kød side om side med snavs og nullermænd.

- Det er godt nok ulækkert, bemærkede et par af kunderne, som TV SYD viste billederne.

Rema 1000 har tre butikker i Fredericia. Og der var problemer i de to, der ligger på Vejlevej og Egeskovvej.

I Rema 1000 på Simmerstedvej i Haderslev ligger pålæg op ad en rand af indgroet snavs, og på Sundvej i Horsens ligger suppen som nabo til nullermænd.

TV SYD får kl. 19.30 en kommentar fra Rema 1000. Adm. Direktør Henrik Burkal indrømmer, at rengøringen i nogle butikker ikke har den standard, den bør have.