Hundredevis af små vognmænd giver op

Brancheorganisationen Sydøstjyllands Vognmandsforening med mange små vognmandsfirmaer har i de seneste seks år mistet godt 100 medlemmer. De har enten lukket eller er blevet opslugt af større firmaer.

Sydøstjyllands Vognmandsforening dækker kun det tidligere Vejle Amt, og den er en del af landsorganisationen Dansk Transport og Logistik (DTL).

Lokalforeningen holdt lørdag generalforsamling i Kolding, og her rettede formand Per Rasmussen, Juelsminde, et skrap angreb på de store speditør- og vognmandsfirmaer. Han mener, at de med billige østeuropæiske chauffører bag rattet kører ulovlig fragtkørsel i Danmark.

- Vi ser et stærkt stigende antal udenlandsk registrerede trækkere, fortrinsvis med bulgarske eller rumænske nummerplader, køre masser af kilometer på de danske landeveje med danske trailere. Chaufførerne bor på rastepladser, og de kører bare et smut over grænsen, før de er her igen, siger Per Rasmussen.

Ringe effekt

Han mener, at både firmaer i Danmark og postkassefirmaer i Tyskland står bag den ulovlige fragtkørsel, der også kaldes cabotagekørsel.

Ifølge reglerne må udenlandsk registrerede lastbilers kun køre til tre danske bestemmelsessteder inden for syv dage, når de kommer ind i landet med fuld last. Hvis lastbilen er tom, når den kommer ind i landet, må den kun køre til ét bestemmelsessted inden for tre dage.

Politiet har fået ekstra penge til cabotagekontrol, og bøderne for ulovlig kørsel er blevet mere end fordoblet til 10.000 kroner for en enkel overtrædelse.

De små vognmænd har ikke mærket effekten af politiets arbejde. De bliver stadig underbudt af firmaer, som betaler deres chauffører 10.000 til 11.000 kroner om måneden.

- Jeg tjener mindre end en dansk chauffør, men jeg prøver på at holde ud. Vi får ikke lige konkurrencevilkår, før lavtlønslandene kommer op på vores omkostningsniveau, siger vognmand Niels Erik Madsen, Horsens, der driver sin forretning med en enkelt lastbil.