Dagen derpå efter branden

Jørgen Erik Sørensen flyttede i mandags tilbage til sin nyrenoverede lejlighed. Men nu er alt ødelagt, og lejligheden er ubeboelig.

Ejendommen på Prangervej i Fredericia var netop blevet renoveret, og de 12 beboere var flyttet ind i lejlighederne i mandags - altså for bare fire dage siden.

Der er 24 lejligheder i blokken, og det var meningen, at de resterende beboere skulle være flyttet ind i løbet af få dage.

Tidligt fredag morgen opstod der en voldsom brand. Meterhøje flammer stod op fra lejlighedsbyggeriet. Brandfolk fra både Fredericia, Middelfart, Vejle og Kolding var med til at slukke branden.

Ilden bredte sig over tre opgange og 12 beboere blev evakueret.

Jørgen-Erik Sørensen fik kun det tøj med sig, som han havde på. Nu er både lejligheden og alt i den ubrugeligt.