Hey Mester - de unge møder ministeren

De 12 unge praktiksøgende, som du kan følge i Hey Mester på TV SYD, er her til morgen kørt til Christiansborg. Her skal de blandt andet mødes med undervisningsminister Christine Antorini.

En af de 12 er Peter Lund. Han læser EUX datatekniker på Syddansk Erhvervsskole i Vejle. Men han mangler en praktikplads. Han har nogle helt specifikke spørgsmål til undervisningsministeren.

-Jeg vil gerne spørge hende, om hun har en klar plan, for at skaffe flere praktikpladser. Vi der læser en EUX, har svært ved at få en praktikplads, fordi mange mestre tror vi er dyrere, fortæller Peter Lund.

-Men det er vi ikke. Vi er dyrere, når vi er uddannet, men så længe vi er i lære, koster vi det samme, fortæller han.

De 12 praktiksøgende skal også mødes med de lokale medlemmer af Folketingets Undervisningsudvalg, Lotte Rod (Rad.V.) og Anni Matthiesen (V).

 

Hvad er EUX?

En EUX-uddannelse giver mulighed for at opnå et gymnasialt niveau, når man læser en erhvervsuddannelse.

En EUX-uddannelse tager længere tid, end hvis den pågældende uddannelse gennemføres som en "normal" erhvervsuddannelse.

Økonomien er som på en almindelig erhvervsuddannelse.

Kilde: www.ug.dk