58-årig rocker varetægts-fængslet i narkosag

En 58-årig rocker blev torsdag ved Retten i Horsens varetægtsfængslet i fire uger, selvom han nægter sig skyldig i besiddelse af næsten 13 kilo speed.

Den 58-årige blev onsdag anholdt i Bylderup Bov i Sønderjylland. Han er sigtet for at have været i besiddelse af næsten 13 kilo amfetamin, som blev fundet i december i Nørre Vissing mellem Brædstrup og Skanderborg, oplyser politiets specialgruppe Task Force Vest.

Dermed er ikke færre end 10 fuldgyldige medlemmer af Hells Angels inden for de seneste par måneder blevet fængslet i forskellige sager i Jylland og i København.

Desuden har flere mænd fra støttegruppen Devils Choice og fra lærlingeafdelingen AK 81 fået adresse i et fængsel eller et arresthus.

Torsdagens sag drejer sig om et medlem i veteranklassen. Den 58-årige mand knyttes af politiet til klubbens afdeling i Aarhus, men bor i Bylderup Bov, hvor han onsdag blev anholdt.

- Min klient nægter sig skyldig, oplyser den 58-åriges forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen til Ritzau.

I det lukkede retsmøde i Horsens blev rockeren varetægtsfængslet i fire uger.

I en anden jysk sag om amfetamin, hvor der var retsmøder 9. april, blev to af den 58-åriges kolleger fængslet af en dommer i Randers.