Regionspolitiker: Vagtlæge havde for mange vagter

Region Syddanmark vil lave regler for, hvor mange vagter lægerne i vagtlægeordningen må tage. Kravet kommer, efter at 36-årige Regina Holmegaard døde som følge af en vagtlæges fejl.

Den vagtlæge, der overhørte Regina Holmegaards symptomer på en blodprop, havde arbejdet meget i dagene op til samtalen med den 36-årige kvinde, der døde kort efter.

Derfor kræver Region Syddanmark nu, at der skal være en grænse for, hvor mange vagter en vagtlæge i Region Syddanmark må tage.

- Det er ikke acceptabelt, hvis de kan tage vagter i et uforsvarligt omfang, siger Bo Libergren (V), der er formand for Region Syddanmarks sundhedssamordningsudvalg.

Ifølge Region Syddanmark tager en læge typisk tre til fem vagter i regionens lægevagtordning i løbet af en måned. Men der er ikke noget loft over, hvor mange vagter den enkelte læge må tage.

Vagtlægen, der talte med Regina Holmegaard, havde 38 lægevagter på 60 dage, og derudover arbejdede han i sin egen lægepraksis om dagen.

Region Syddanmark har indkaldt PLO Syddanmark - de syddanske lægers repræsentanter - til et møde om problemet på mandag.