Hærvejsvandring med all inclusive

Tidens trend er ferier med all inclusive og det koncept indføres nu også til vandreture på Hærvejen omkring Gudenåens og Skjern Ås udspring ved Tinnet Krat.

Turene kan bookes i den sidste weekend i denne måned og næstsidste weekend i august. Turene går fra Vester Palsgaard Museum nord for Nr. Snede og ender ved den gamle pilgrimskirke i Ø. Nykirke ved Vonge.

- Gode vandresko er stort se det eneste, deltagerne behøver at bekymre sig om, hedder det i en pressemeddelelse. Alt andet er der sørget for: Overnatning er booket, bagagen bliver bragt, maden bliver serveret og de gode Hærvejshistorier bliver fortalt af en lokal guide. Og efter de to dages vanretur bliver deltagerne kørt tilbage til udgangspunktet?

De to dages vandretur er et forsøg, som flere kommuner og turistkontorer står bag.

- Vi tror, at turene rammer lige i tidens ånd. Folk vil meget gerne ud at opleve naturen og historien helt tæt på, men vil måske samtidig gerne slippe for bøvlet med tung bagage og at skulle lede efter overnatning. Om vi så lige har fundet den helt rigtige model, er vi meget spændte på at se, siger Jette Nielsen, turistchef i Ikast-Brande.

Projektleder Gunhild Øeby fra Hedensted Kommune er heller ikke i tvivl om, at der er et stort potentiale for både kulturarvs- og naturturisme ved Det Store Vandskel:

- Området er jo også en del af både destination Hærvejen og destination Gudenå og er på den måde en slags knudepunkt for to af fortidens store transportveje. Så her er virkelig natur og kultur for alle pengene!

Hele herligheden koster ca. 1000 kr - afhængig af, om du vil overnatte i shelter eller sove i en seng. Turen organiseres og formidles af turistbureauet Visit Ikast-Brande.

 

Det kan man bl.a. opleve:

Nørre Snede kirke med den berømte, romanske døbefont, der regnes for
en af landets fineste løvefonte.

Yvonne-stenen - en mindesten på stedet, hvor egnens modstandsfolk
hentede våben under krigen, når beskeden ?Særmelding til Yvonne? lød
i radioen fra London.

Kildernes udspring og et af Hærvejens mest autentiske forløb netop her,
hvor de to store åers udspringer og løber hver sin vej, så man kunne
passere tørskoet på vandskellet.

Margrethediget, en forsvarsvold fra jernalderen. Ved Øster Nykirke
findes stadig den kilde, som folk valfartede til, Sct. Peders kilde, og i
klart vejr er det muligt at se både Vesterhavet og Kattegat fra tårnet.

Vandreturene er et af resultaterne af turismeprojektet Det Store
Vandskel, som dækker området omkring Gudenåens og Skjern Ås
udspring ved Tinnet Krat lige syd for Rørbæk Sø.

Det Store Vandskel er det område på den jyske højderyg, hvor begge de
to store åer, Gudenåen og Skjern Å, udspringer og løber hver sin vej,
den ene mod øst og den anden mod vest. Projektet handler om at udvikle
og markedsføre området som et attraktivt natur- og kulturområde.
Overdrevslandskab, som det kan opleves ved Det store Vandskel.
Overdrevslandskab, som det kan opleves ved Det store Vandskel.