Flere sodavand: Flere fede

Forsker: Sodavandsboom vil slå ud i sundhedsstatistik.

Om to år slår konsekvensen af øget sodavandssalg igennem, siger direktør for Statens Institut for Folkesundhed

- Det vil vi kunne se om et år eller to, når vi laver vores børneundersøgelse, siger Morten Grønbæk, der er direktør for Statens Institut for Folkesundhed, til Ritzau.

- Jeg vil bestemt tro, at vi vil kunne se en større forekomst af overvægtige børn fra ressourcesvage grupper. Det er svært at udtale sig skarpt om årsagssammenhænge på det her niveau, men det vil med stor sandsynlighed være en kraftigt medvirkende faktor, tilføjer han.

Morten Grønbæk sad i VK-regeringens Forebyggelseskommission, som anbefalede at hæve afgiften på sodavand. I 2013 trodsede et politisk flertal uden om Enhedslisten anbefalingen og fjernede sodavandsafgiften.

Et af argumenterne lød, at sodavand er lige usundt hvad enten det bliver købt i Danmark eller i grænsebutikkerne.

- Forskning har vist, at hvis man sætter prisen på nydelsesmidler ned, så vil forbruget stige. Det handler om tilgængelighed - om der er mulighed for at købe det her og nu, til en overkommelig pris, siger Morten Grønbæk.