KIF Kolding vandt dramatisk Supercup

Med en etmålssejr sikrede KIF Kolding sig fredag aften herrernes Super Cup.

3800 aalborggensere havde valgt at bruge deres fredag aften til Super Cup i Gigantium i Aalborg, og de bakkede fra begyndelsen af kampen massivt op om deres hjemmehold.

Men det til trods, så var det KIF Kolding der i løbet af 1. halvleg fik bedst fast. Derfor gik de forsvarende danmarksmester til pause foran 11-7.

KIF Kolding fortsatte de gode takter i 2.halvleg og formåede at holde nordjyderne bag sig. Men ved hjælp af flere kraftanstrengelser fik Jesper Jensens tropper alligevel halet ind på Kasper Hvidt og co. Med ti minutter igen fik de reduceret til 14-13, med et højspændt Gigantium som resultat af det.

De sidste ti minutter løb de to hold parløb frem mod slutsignalet, men halvandet minut før tid trak KIF Kolding det længste strå. Da Aalborg Håndbold trak sig en udvisning kunne KIF Kolding forholdsvis roligt køre sejren og dermed Super Cuppen hjem.