Tredobbelt EM-vinder hyldet

Daniel Wagner Jørgensen fra Vejle, der i sidste uge hentede tre medaljer ved EM i para-atletik i Swansea, blev torsdag aftenen hyldet på hjemmebane.

Familie, venner, klubkammerater, repræsentanter fra EliteVejle var sammen med kulturudvalgsformand Dan Arnløv og borgmester Arne Sigtenbjerggaard mødt frem på Vejle Stadion for at hylde Daniel Wagner Jørgensen, der hentede samtlige tre danske medaljer ved sidste uges EM i para-atletik i walisiske Swansea. Tidligere på måneden vandt han også en guldmedalje til U-23 VM.

Daniel Wagner er naturligt nok glad for at blive hædret for to gange sølv i henholdsvis 100 meter løb og længdespring og bronze i 200 meter løb.

- Jeg er rigtig tilfreds med min medaljehøst. Det var Danmarks overordnede mål at vinde tre medaljer, så jeg er lidt stolt af at kunne bære det hele på mine skuldre og tage alle tre medaljer selv. Det er selvfølgelig ærgerligt, at der ikke var andre fra landsholdet, der kunne vinde medaljer, siger Daniel Wagner Jørgensen.