Lige nu: Politiet beskudt

Skuddrama i Horsens: En mand har skudt mod en politipatrulje.

Politiet forhandler lige nu med en mand, der har skudt mod en patruljevogn.

Politiet blev alarmeret, da manden i eftermiddag efterlod en mistænkelig kasse i Center Parken i Horsens.

Manden bar et gevær, og derfor rykkede politiet omgående ud til mandens adresse.

Da patruljevognen nærmede sig adressen, skød manden efter betjentene, skriver BT.

Et skud ramte patruljevognen, men ingen er kommet til skade, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Lige nu arbejder politiet massivt på at overtale manden til at overgive sig.

- Vi har indledt en taktisk indsat, hvor vi på fredelig vis forsøger at overtale manden til at komme ud. Vi er til stede derude med de folk, vi har behov for, og så håber vi, at det snart lykkedes, siger politikommissær Benny Tollestrup til BT.

Politiet har undersøgt den mistænkelige kasse, men den indeholdt ikke en bombe.