Lærere: Budgetforlig giver dårligere skole

Esbjerg Lærerforening er skuffede over det budgetforlig, som kommunens politikere er blevet enige om mandag. Forliget betyder, at de skal undervise i gennemsnit 20 timer ekstra om året, og det kommer til at give dårligere undervisning, mener Lærerkredsen.

Esbjerg Kommune har mandag offentliggjort et budgetforlig, som viser, at de skal spare 664 millioner kroner i budgettet for 2015 til 2018. En del af pengene skal komme fra skolesektoren i kommunen. Det har skabt utilfredshed blandt lærerne i Esbjerg Lærerforening.

- Det her budgetforlig viser med al tydelighed, at politikerne kun tænker på penge, siger formand for Esbjerg Lærerforening, Kenneth Nielsen, til TV SYD.

Lærerne er utilfredse med, at politikerne lægger op til, at lærerne skal undervise i gennemsnit 20 timer mere om året.

- Ekstra undervisningstid ville være fint, men her vil politikerne have ekstra undervisningstid uden at ansætte flere lærere eller give mere tid til forberedelsen. Så det kommer til at gå ud over kvaliteten af undervisningen, fordi lærerne ikke har tid til at forberede undervisningen godt nok, siger formanden.

I august mødte lærere landet over ind til en ny måde at lave folkeskole på, da den nye skolereform trådte i kraft. Med den fulgte heldagsskole og mere undervisning til eleverne. Og det har allerede skabt udfordringer for lærerne i Esbjerg, fortæller Kenneth Nielsen.

- Allerede i dag har vi svært ved at lave undervisning af den kvalitet, som vi gerne ville. Det bliver endnu værre med dette budgetforlig. Som jeg ser det er det blottet for pædagogisk tænkning, mens der kun er tænkt på matematik og økonomi, slutter Kenneth Nielsen.