Regionsrådsmedlem meldt til politiet for racisme

Peter Kofod Poulsen, medlem af Regionsrådet i Syddanmark for Dansk Folkeparti, fra Haderslev er onsdag blevet meldt til politiet for racisme af en 25-årig estisk kvinde fra Odense.

Baggrunden for anmeldelsen er, at Peter Kofod Poulsen, som også er medlem af byrådet i Haderslev, har oprettet hjemmesiden, meldenøsteuropæer.dk.

Her taler han for at genindføre grænsekontrol for at undgå:

- Folk, der kommer over grænsen, ikke har noget positivt at bidrage med, som ønsker at plyndre vores hjem og true vores tryghed, siger han blandt andet i en video.

På siden opfordrer han til, at man kan fortælle om egne erfaringer, der taler for at genindføre grænsekontrol.

Anmelderen Kristina Freimane, studerende på SDU i Odense, mener, at navnet og budskabet på hjemmesiden er en forhånelse mod et mindretal og en klokkeklar overtrædelse af lovens racismeparagraf.

- Han skriver jo ikke: Anmeld en indbrudstyv, nej, han går målrettet efter en befolkningsgruppe, siger hun.