VB-spillerne inviterer til gratis fodbold

Fodboldglade vejlensere og andre interesserede kan på fredag komme til gratis fodboldkamp. Vejle Boldklubs spillertrup har kampsponsoratet til kampen, og de inviterer nu til gratis bold i Vejle.

Vejle Boldklubs spillertrup har købt kampsponsoratet til fredagens kamp mod Skive IK og har i den forbindelse valgt at give fri entré til alle til kampen.

Bag initiativet om at sponsere fri adgang, står en samlet spillertrup. Målmand Kristian Fæste forklarer, at det er troen på truppen, der har fået spillerne til at tage initiativet.

- Vi vil gerne gøre vores til at signalere, at vi tror på Vejle Boldklub og fremtiden, og vi vil gerne give alle mulighed for at komme i Nørreskoven og bakke op om klubben, for det er nu alle med et stort VB-hjerte skal stå sammen og vise, at Vejle Boldklub skal køre videre. Vi vil med initiativet gerne sige tak for den store opbakning, som vi som spillertrup møder både på hjemme og på udebane - senest i udesejren over AGF, siger Kristian Fæste.

Han og resten af spillertruppen håber, at fri adgang kan være med til at sikre mange på lægterne og dermed masser af opbakning til fredagens kamp.

- Vi håber at se rigtig mange med et rødt-hvidt hjerte på lægterne, så vi på trods af situationen sammen forhåbentlig kan skabe en fodboldfest. Så tag familie, venner, koner, mænd, kærester og børn med på Vejle Stadion, siger Kristian Fæste.