Livredder fra Haderslev blandt verdens bedste

TrygFondens kystlivreddere kom i weekenden hjem fra Frankrig med taskerne fulde af guld, sølv og bronze. Medaljerne havde de taget hjem ved VM i livredning.

To guldmedaljer, én sølvmedalje og to bronzemedaljer. De danske kystlivreddere fra TrygFonden slog førende nationer som Australien og New Zealand i flere livredderdiscipliner og var særlig stærk i hold-disciplinerne inden for sejlads i redningsbåde. Med i medaljeregnen var 25-årige Iben Johansen fra Haderslev.

Medaljevinderne har alle siddet vagt i TrygFondens 36 livreddertårne i løbet af sommeren, hvor de har passet på badegæsterne rundt om på de danske strande og havnebade. De forventer alle sammen at være med igen i næste års sæson.

- Livreddernes præstationer ved dette VM vidner om, at vi herhjemme er meget langt fremme på området for livredning. Og det må samtidig betyde, at vi i Danmark kan være glade for, at det er livreddere på et meget højt internationalt niveau, der passer på badegæsterne i løbet af sommeren, siger Michael Iwersen, uddannelsesleder i TrygFonden Kystlivredning.

Stævnet blev afviklet i Montpellier i Frankrig med deltagelse af mere end 30 klubhold fra ti nationer. Der blev konkurreret i fire discipliner og en samlet klub-konkurrence.

TrygFonden Kystlivredning løb med i alt fem medaljer i både herre- og damediscipliner. I den samlede klub-konkurrence blev det til en flot tredjeplads til TrygFonden Kystlivredning.

Brug tre minutter på at se øjeblikket, hvor det danske hold vinder VM, her:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.