Se fotos: De spuler skinnerne rene

IC4-togene har allerede sat farten ned på grund af blade på skinnerne. Og fra mandag går Banedanmark i gang med at spule skinnerne fri for blade - ikke mindst i Trekantområdet.

Løvfaldet er smukt, men det efterlader en glat klæbrig masse på skinnerne.

Den spuler de såkaldte løvfaldstroljer af med varmt vand og et tryk på 500 bar.

- Når løvfaldstroljerne spuler skinnerne, fjerner de den fedtede belægning, der opstår, når togene kører over de blade, der samler sig på skinnerne. Det er med til at sikre, at vi også i løvfaldsperioden kan køre med en høj rettidighed, siger Jens Jørgen Hansen, trafikchef i Banedanmark.

Vejret har en afgørende betydning for, hvor mange tog der forsinkes som følge af løvfald. Falder bladene hurtigt af træerne som følge af frost og kraftig blæst, så bliver det en kort løvfaldsperiode, hvilket begrænser generne for passagererne.

Bladene lægger sig på togskinnerne og gør dem fedtede. Nu har Bane Danmark taget det store spule-værktøj i brug, for at undgå forsinkelser.

Omvendt så forlænger et stille og lunt efterår løvfaldsperioden.

I oktober sidste år blev 1,5 procent af togene på fjernbanen forsinket som følge af løvfald, og i november var tallet 0,5 procent.

Banedanmark har løvfaldspatruljer klar i Jylland fra mandag. Løvfaldet begynder typisk tidligere i hovedlandet. Og ikke mindst banestrækningerne i Trekantområdet bliver der holdt øje med.

Løvfaldstroljerne kører ikke på faste tidspunkter, men rykker ud, hvis lokomotivførerne rapporterer om mange blade på skinnerne.

Her i regionen køres mellem Fredericia og Aarhus og fra Fredericia til Bramming. Plus fra Vejle mod Jelling.

Se TV SYDs indslag fra 2011 om skinnerensningen.