Danpo tilbagekalder kyllinger efter salmonellafund

Fjerkrævirksomheden Danpo har konstateret salmonella i en pose med frossen kylling. Da posen potentielt kan indeholde kylling fra to forskellige produktionsdatoer, tilbagekalder Danpo kyllinger, der er pakket på begge datoer.

Risikoen for at støde på produkterne i supermarkederne er dog lille, understreger Danpos kommunikationschef, Søren Bisp, overfor Ritzau.

Det drejer sig om kølet og frossen kylling fra enten 12. eller 15. september.

Kødet er solgt i en lang række danske supermarkeder i forskellig emballage. Derfor er den sikre måde at kende produkterne på at kigge efter teksten "aut. nr.: DK 711 EF", der er skrevet i en oval ramme på emballagen, skriver Ritzau.

- For langt, langt de fleste produkters vedkommende vil det være kølede produkter. Det vil sige produkter, der allerede er spist. Det her er en forebyggende tilbagetrækning, som vi skal lave jævnfør reglerne, siger Søren Bisp.

Danpo konstaterede salmonellaen ved en egenkontrol i kylling, der skulle sendes ud af landet.

- I den pakke, hvor der er konstateret salmonella, er der råvarer fra to forskellige dage. Det er derfor, at der skal trækkes kylling tilbage fra to forskellige datoer, siger Søren Bisp.

Produkterne er blandt andet solgt i supermarkeder under Dansk Supermarked og Coop.

- Vi ved ikke, hvor det her tilfælde kommer fra. Der ligger en masse prøver før, under og efter denne her konkrete produktion, og de er alle sammen negative (for salmonella, red.). Så det er ikke noget med, at der er et slagteri, hvor der er salmonella, eller at der er salmonella i danske kyllinger, siger Søren Bisp.

Skulle man som forbruger have varen liggende i fryseren, råder Danpo til at kassere kyllingen eller levere den tilbage til stedet, hvor den er købt.