Tønder Bank direktør risikerer stor bøde

Bagmandspolitiet har rejst tiltale mod Mogens Mortensen for ikke at have levet op til sit ansvar som direktør i den krakkede Tønder Bank.

Den tidligere direktør for den krakkede Tønder Bank, Mogens Mortensen, er blevet tiltalt af Bagmandspolitiet for manglende indberetninger til Finanstilsynet samt manglende nedskrivninger på en række skrantende lettiske selskaber. Det skriver Jydske Vestkysten.

Ifølge anklageskriftet, som JydskeVestkysten er i besiddelse af, vedrører tiltalen to forhold omkring ti selskaber i Letland.

Som øverst ansvarlig i banken anklages Mogens Mortensen for ikke at have orienteret Finanstilsynet, da de ti selskaber, ifølge anklagen, var indbyrdes forbundet og udgjorde således minimum ti procent af bankens basiskapital.

- En bank skal indberette de meget store kunder, som udgør over ti procent af basiskapitalen, til Finanstilsynet, forklarer specialanklager ved Bagmandspolitiet Jørn Thostrup.

Politiet tiltaler også Mogens Mortensen for ikke at have været tilstrækkelig opmærksom på, at de lettiske selskabers økonomi kunne udgøre en risiko for banken.

- Man har ikke konstateret, at der var indikationer for værdiforringelser i et stort engagement og for ikke at have foretaget en korrekt nedskrivning af engagementet i bankens regnskab, siger Jørn Thostrup.

Hvis Mogens Mortensen bliver dømt, vil straffen blive en bøde.

Jørn Thostrup vil ikke udtale sig om beløbets størrelse, men pointerer, at der er meget stor forskel på størrelsen af en bøde til en bank og en bøde til en person.

- Når vi ser på mange andre sammenlignelige områder, er bøden sjældent større end 25-50.000 kroner til personer, men der er ingen retspraksis vedrørende bøder på området, som denne sag drejer sig om, siger specialanklageren.