To mænd tiltales for otte påsatte brande i sommerhuse

En 29-årig og en 20-årig mand fra Vejle risikerer at skulle betale over fire millioner kroner i erstatning, hvis de dømmes for otte påsatte brande i ved Juelsminde og Hvidbjerg sidste efterår.

Anklagemyndigheden har gjort sagen klar til retten. Første retsmøde holdes dog først efter nytår.

De to mænd tiltales for otte påsatte brande i sommerhuse i Gadbjerg, As Vig, Børkop og Høll.

Mændene er yderligere tiltalt for groft hærværk i seks sommerhuse. Et sted havde de stoppet alle afløb og åbnet for alle vandhaner med vandskader for over 80.000 kr. til følge. Et sted havde de muntret sig med at skrive SVIN på alle spejle med tandpasta, noterer Vejle Amts Folkeblad.

De to mænd blev - sammen med en 17-årig kvinde - anholdt i nærheden af et brændende sommerhus i Høll den 3. januar. Politiet har dog opgivet at rejse tiltale mod kvinden.

Den 20-årige blev løsladt for en måneds tid siden, mens den 29-årige stadig er varetægtsfængslet.

Han er foruden sommerhus-brandene tiltalt for at have begået indbrud i Vorbasse og Hedensted, for ildspåsættelse i Bredsten, Jelling og Egtved og for at have sat ild til en gummiged i Tørring.

Erstatningskravet mod den 29-årige er alene gjort op til 675.000 kr. Et beløb, der sandsynligvis vil stige yderligere.

Alle retsmøder har hidtil været holdt for lukkede døre. Men de to mænds forsvarere oplyser ifølge Vejle Amts Folkeblad, at de nægter sig skyldige.

Siden anholdelsen har begge mænd fået foretaget mentalundersøgelser, og konklusionen er, at de ikke lider af en sygelig trang til at se ild - pyromani. Begge er fundet egnede til almindelig fængselsstraf.