Video: Politiker-trio besøger beredskabet

På opfordring fra Haderslev Kasernes Venner besøger politiker-trioen Anni Matthiesen (V), Karina Adsbøl (DF) og Karina Lorentzen (SF) mandag formiddag Haderslev Beredskabscenter, som kaserne-vennerne frygter er i farezonen.

Baggrunden er, at der som en del af vækstaftalen fra efteråret skal spares 125 millioner kroner kr. på beredskabet og at Haderslev kan være i farezonen og dermed omfatte 200 arbejdspladser.

-Når vi bliver inviteret, så kommer vi naturligvis. Det er ikke sikkert, vi kan ændre beslutningen, men vi skylder at høre, hvad det er, en eventuelt beslutning om at lukke Haderslev Beredskabscenter betyder for området, siger Karina Adsbøl (DF).

-Vi får flere og flere storme og høje vandstande. Derfor er det afgørende, at vi har et beredskab, der er hurtigt og effektivt, når naturkatastroferne rammer. Derfor vil jeg også med egne ører høre, hvad der er for udfordringer, vi risikerer at stå med, siger Anni Matthiesen (V).

-Det lykkedes på et hængende hår at bevare kasernen Og som ny lokalsamfundsordfører er jeg optaget af, at den skævvridning af Danmark, vi har set de seneste år, ikke fortsætter, når det handler om arbejdspladser og vækst og dertil kommer så, at vi også har vores andel af skybrud og storme her i landsdelen de senere år, siger Karina Lorentzen (SF).