Uheldig verdensholdsgymnast vender hjem til Varde

20-årige Rasmus Bejder Jensen fra Varde kan ikke fortsætte sin deltagelse på DGI Verdensholdet på grund af en knæskade han pådrog sig i Sydkorea på holdets verdensturne og er nu hjemme for at blive behandlet.

Rasmus Bejder Jensen blev skadet efter uheldigt spring under et show på DGI Verdensholdets verdensturne i den sydkoreanske by Yongin.

Knæskaden er alvorlig, men både menisken og øvrige ledbånd er intakte, og rekonstruktion af korsbåndet via operation er mulig. Desværre betyder knæskaden, at Rasmus Bejder Jensen ikke kan nå at blive genoptrænet til det niveau, som kræves for, at han kan deltage som gymnast på DGI's 10. Verdenshold.

- Vi føler med Rasmus, og alle omkring holdet er enormt kede af at miste en fantastisk holdkammerat. Beslutningen er truffet af gymnastiske årsager, fordi Rasmus på grund af sin skade ikke længere kan fungere som aktiv gymnast på holdet, siger Johannes Bjerre, General Manager for DGI Verdensholdet.

Rasmus Bejder blev fløjet hjem til Danmark og er allerede i gang med genoptræningen hos en lokal fysioterapeut i Varde. Behandlingen er iværksat af DGI Verdensholdets Health Team og Sundhedsudvalg, der skal sikre det bedst mulige behandlings- og genoptræningsforløb.

Såfremt Rasmus Bejder ønsker det, kan han stille op til kommende verdenshold.

DGI Verdensholdet har netop overstået et tre ugers ophold i Sydkorea og er nu i Taiwan. I alt besøges 12 lande på den seks måneder lange verdensturné.