Tysk trafikminister: Kun vejskat på motorveje

Det omstridte lovforslag om vejskat i Tyskland for personbiler bliver fremsat i dag torsdag - uden vejskat på andre veje end motorvejene.

Den kontroversielle vejafgift ser nu ud til at blive voldsomt lempet her kort før præsentationen af lovforslaget i dag torsdag.

Modstanden af vejafgiften har især været stor i grænseområderne. Her ser mange vejafgiften som en kraftig ulempe for pendlere og turister. Men:

- Nu er vejafgiften på alle by-, amt-, stats- og føderale veje taget af bordet, siger de to delstatspolitikere Armin Laschet (NRW) og Julia Klöckner (Rheinland-Pfalz) onsdag til Flensborg Avis.

Trafikministeriet havde regnet med indtægter fra vejafgiften på 600 mill. Euro om året (ca. 4,5 mia. kr.). Den indtægt vil nu blive halveret.