DF frygter udbud på hjemmepleje i Sønderborg

Et politisk flertal i Sønderborg Kommune vil sende hjemmeplejen i udbud. Dansk Folkeparti har som det eneste parti stemt imod. De er bange for, at det kommer til at gå ud over de ældre borgere.

-Vi er bekymrede for hvilke konsekvenser det vil få, vi ser jo i Kolding, hvordan den ene aktør efter den anden er gået konkurs. Kommunen vil jo hæve kvaliteten og samtidig sænke prisen, og det hænger i min optik ikke helt sammen, siger Stefan Lydal fra Dansk Folkeparti til TV SYD.

Politikerne vil sende hjemmeplejen i udbud for at få antallet af private leverandører ned. Ifølge formanden for seniorudvalget Preben Storm fra Socialdemokratiet er det lettere at administrere, og formålet er faktisk at forbedre hjemmeplejen i Sønderborg Kommune.

Preben Storm kan dog ikke afvise, at Sønderborg kan komme i samme situation som i Kolding. Her er flere private hjemmeplejefirmaer gået konkurs og det har skabt kaos og utryghed hos mange ældre.

Udbuddet kommer til at omfatte pleje og hjemmehjælp for de 785 borgere, der i dag har en privat leverandør. Ifølge et notat fra kommunen så håber flertallet i byrådet at kunne spare op mod 5 millioner kroner om året.

Kolding Kommune er efterfølgende blevet kritiseret for, at de har vægtet den laveste pris for højt i deres udbud.

Hør Hvad Stefan Lydal mener her.

Varighed 0:30