Patient faldt ned fra 2. sal på sygehus

82-årig mand, som var indlagt på Sønderborg Sygehus, faldt 5-7 meter ned fra 2. sal. Han er nu i livsfare på OUH. Familie kræver undersøgelse.

- Vi er i dyb chok. Vi venter med bæven på et telefonopkald fra sygehuset i Odense, som fortæller os, at vores far er død, siger Lisa Brøndberg fra Arnum under en længere samtale med TV SYD om begivenhederne.

Hun er datter af Arvid Richard Hansen, Arnum, der blev indlagt lørdag på medicinsk afdeling på Sønderborg Sygehus ved middagstid. Halvanden time efter ringede sygehuset til familien med dårligt nyt: Faderen var af uforklarlige årsager krøbet ud af et vindue og ud på en gesims, der gik i stykker. Han faldt herefter fra 2. sals højde ned på en græsplæne.

- De sagde 5-7 meter på sygehuset, fortæller datteren.

Den 82-årige mand har ifølge datteren brækket "stort set alt" i kroppen. Skulderblade, 11 ribben, begge hæle, bækken, hofte, en lunge er punkteret, nyrerne ødelagt o.s.v.

Han blev ifølge datteren lagt op på en almindelig båre og bragt tilbage til stuen på Sønderborg Sygehus.

- Det er helt uhørt, at han med alle de skader et fald naturligvis vil betyde, blot bliver lagt tilbage i sin seng på stuen, siger datteren.

Familien kræver nu en undersøgelse af sagen. Politiet er også blevet informeret.

Arvid Richard Hansen blev fra Sønderborg sygehus hasteindlagt på traumeafdelingen på Aabenraa Sygehus, men herfra kørt videre til OUH, Odense Universitetshospital.

- Han ligger i respirator, fordi han ikke selv kan trække vejret. Nu vil de operere ham. Noget sygehuset har fortalt os har en stor risiko, fortæller datteren Lisa Brøndberg.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

TV SYD har talt med ledelsen på sygehuset tirsdag aften, der har lovet at komme med en udtalelse onsdag morgen.