Carl Holst støtter fusion

Der er brug for en stærk spiller til at varetage det decentrale Danmarks interesser, derfor foreslår formandskabet i både KL og Danske Regioner en fusion af KL og Danske Regioner. Carl Holst er næstformand i danske regioner og fortaler for fusionen.

En stærkere interesseorganisation skal understøtte udviklingen af den offentlige sektor og sikre en mere effektiv forvaltning af kommuner og regioners midler til interessevaretagelse.

- Vi skal hele tiden forny og udvikle den offentlige sektor til gavn for borgerne. Med en fælles organisation kan der ydes mere pr. krone og dermed vil kommuner og regioner få mere for pengene. Men det allervigtigste for mig er, at hvor vi før nogle gange arbejdede på hver vores spor i KL og Danske Regioner, så samler vi nu kræfterne om at skabe et stærkt decentralt Danmark med fokus på borgernes behov, siger Carl Holst, næstformand i Danske Regioner.

Forslaget om at undersøge mulighederne for en fusion forelægges bestyrelserne i Danske Regioner og KL i december måned. I forhold til formalia kan en endelig fusion, hvis det bliver besluttet, gennemføres endeligt i 2018.

Koldings borgmester Jørn Pedersen, Venstre, der sidder i KLs bestyrelse støtter også fusionen, fremgår det det af et opslag på Twitter.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.