To danske sømænd omkommet i forlis

To danskere er omkommet i et skibsforlis ved den tyske Ø Norderney.

Det maritime rednings- og koordinationscenter i Bremen bekræfter over for tv2.dk, at to danskere mandag omkom, da det skib de arbejdede på gik ned. Ulykken skete ud for den tyske Ø Norderney, der er en del af øerne langs den tyske Nordsøkyst.

En af danskerne skulle være et 72 årig besætningsmedlem fra Sydjylland. Den andens alder er endnu ukendt. De to danskere arbejdede på en hollandsk pram der kom i problemer pga. af dårligt vejr.

- Kaptajnen oplyste, at skibet var ved at synke. Vi sendte redningsbåde og to helikoptere af sted, men da de nåede frem, var skibet allerede gået ned, siger Antke Reemts, der er pressemedarbejder hos Maritime Rescue Coordination Centre i Bremen til tv2.dk.

Bølgerne gik så højt, at det var ikke muligt at bjerge de to danskere. Det lykkedes først da en helikopter ankom til stedet. Men da var genoplivningsforsøg forgæves.

Syd- og Sønderjyllands politi oplyser til TV SYD, at de pårørende er orienteret.