Politikere kræver afstemning om retslige forbehold nu

De to Venstre politikere Ellen Trane Nørby og Ulla Tørnæs var i dag på besøg hos toldcentret i Padborg. Det skete for at sætte fokus på problemerne med grænseoverskridende kriminalitet.

De to politikere mener, at en styrket indsats mod grænseoverskridende kriminalitet kun kan gennemføres tilstrækkeligt, hvis Danmark deltager uden forbehold i det europæiske politisamarbejde.

-Det ville være en katastrofe hvis ikke told og dansk politi, fortsat kan samarbejde med kollegaerne i Europa herunder det tyske politi, så vi kan opklare den grænseoverskridende kriminalitet, siger Ulla Tørnæs til TV SYD.

På grund af de danske forbehold står Danmark til at glide ud af Europol allerede i 2015.

Med på turen i Padborg var også Skatteminister Benny Engelbrecht. Han fortæller, at regeringen er i gang med at se på sagen, men regeringen har ikke lige så travlt som Venstre.

Statsminister Helle Thorning -Schmidt har tidligere meddelt, at der ikke kommer en afstemning før efter næste valg.