Dom over teenage-mor: Dreng skal tvangsfjernes

Den 15-årige mor, der har været gået under jorden i næsten en måned med sit spædbarn, får ikke lov til at beholde sit barn. Det afgjorde Børne- og Ungeudvalget i Aabenraa Kommune torsdag eftermiddag.

Det næste år skal den 15-årige teenagemor kun se sin søn under overvåget samvær.

Det fortæller den 15-årige mor til TV SYD kort efter dommen i Børne- og Ungeudvalget blev afsagt.

- Jeg er chokeret og rigtig ked af det, siger hun til TV SYD.

Den nu snart to måneder gamle dreng skal være hos en plejefamilie det næste år, hvor den 15-årige mor får overvåget samvær med sin søn.

Ifølge mormoren til den lille dreng, Lisbeth Hornbech, var det faktum, at den 15-årige gik under jorden d. 25. november i år medvirkende til, at han nu er endt i pleje.

Børne- og Ungeudvalget, som har bestemt at den lille dreng skal fjernes, består af to politikere, to børnesagkyndige og en dommer.