Advokat om tvangsfjernelse: Det kommer bag på mig

Den 15-åriges teenagemors advokat er overrasket over, at Aabenraa Kommunes Børn- og Ungeudvalg har valgt at tvangsfjerne den lille dreng.

- På trods af en lægeerklæring, der siger, at det vil være skadeligt for drengen at blive fjernet, har kommunen alligevel valgt at gøre det. Det er jeg meget overrasket over, siger Lars Buurgaard Sørensen, der er den 15-åriges advokat til TV SYD efter afgørelsen.

Ifølge advokaten lagde dommeren vægt på, at moren var gået under jorden med sin søn, og at det talte imod, at den 15-årige kunne beholde drengen.

- Men hvis ikke hun var gået under jorden, havde hun aldrig fået den lægeerklæring, der fortæller, at drengen har det rigtig godt sammen med sin mor, siger advokaten.

Den 15-årige får nu overvåget samvær med sin søn, men hvor meget det er, ved advokaten endnu ikke.

Sagen skal for ankestyrelsen i januar.

Den 15-årige gik d. 25. november under jorden med sin dengang kun uger gamle søn. Hun blev fundet i Nordjylland onsdag.