Fængselsforbundet rystet over fangeflugt

Hvordan kan en så farlig fange få lov til at sidde i arresthuset i Tønder, spørger Fængselsforbundet efter fangeflugt.

Sikkerheden er simpelthen ikke god nok i de små arresthuse, lyder det fra Fængselsforbundet, efter en farlig fange flygtede i går fra arresthuset i Tønder.

- Vi har at gøre med en fange, som tidligere har været klassificeret som farlig i Kriminalforsorgen. Hvorfor sidder han dog i et lille arresthus som Tønder? Enten må man opruste sikkerheden i de små huse med flere folk på vagt og peberspray som permanent del af udrustningen ? eller også må man lade være med at visitere så farlige indsatte dertil, siger Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye ifølge en pressemeddelelse.

Flugtfangen overfaldt to arrestbetjente i forbindelse med flugten. Det gik hårdt ud over især den kvindelige betjent, der er svært tilredt efter mange slag i ansigtet.

Det er anden gang i år, at fanger flygter fra Arresthuset i Tønder. Den 18. marts lykkedes det to fanger at undvige gennem et hul i muren. Under flugtaktionen blev en fængselsbetjent overfaldet.