Døde i brand uden hjælp fra personale

Tilbage i august omkom Flemming Nielsen i en brand på plejecenteret Sydtoften i Grindsted. Nu viser brandrapporten, at personalet var 15 minutter om at reagere på hans nødopkald.

Den 2. august 2014 var en frygtelig dag for Finn Eriksen. Han mistede sin bror i en brand. Den nu afdøde Flemming Nielsen var lam i underkroppen. Han boede på plejecenteret Sydtoften i Grindsted. Flere gange slog han alarm, men uden hjælp fra personalet. Det viser en brandrapport fra Sydøstjyllands Politi.

Flemming Nielsen prøvede flere gange at få fat i personalet via en nødknap. Rapporten viser, at personalet har kvitteret for nødkaldene. Men det var først 15 minutter efter det første nødkald, at personalet kom til Flemming Nielsens lejlighed. På det tidspunkt var han død.

Finn Eriksen, bror til Flemming Nielsen er chokeret over, at personalet ikke kom til undsætning noget før, for det kunne måske have reddet ham.

- Man forventer jo, at de på et plejecenter passer på en. Jeg er i hvert fald ikke tryg ved at skulle bo sådan et sted, siger Finn Eriksen.

I brandrapporten konkluderer politiet, at dødsårsagen skyldes flere uheldige omstændigheder, og derfor er plejepersonalet ikke tiltalt for noget strafbart. Sydtoften vil ikke udtale sig til TV SYD, men henviser til borgmester Ib Kristensen.

- Det er selvfølgelig en trist sag. Vi har her i Billund kommune nu sørget for, at personalet i vores institutioner altid har vagttelefonen med, uanset hvor de går, siger Ib Kristensen.

Hør hele historien fra Flemming Nielsens bror herunder.

Varighed: 2.15 min

 

FRA NØDOPKALD TIL DØD:

Kl. 14.11.52: Første nødkald til personalet.

Kl. 14.13.38: Andet nødkald til personalet.

Kl. 14.18.22: Tredje opkald til personalet.

Kl. 14.18.28: Personalet kvitterer for at have modtaget det første
nødkald.

Kl. 14.18.40: Flemming Nielsen ringer 112 på grund af kraftig
røgudvikling.

Kl. 14.20.19: Personalet kvitterer for at have modtaget det andet
nødopkald.

Kl. 14.22.51: Vagtcentralen forsøger at kontakte personalet telefonisk
uden held.

Kl. 14.24.48: Brandalarm aktiveres.

Kl. 14.25.05: Personalet kvitterer for at have modtaget det tredje
nødopkald.

Kl. 14.26.06: Brandvæsnet når frem.

Kl. 14.27.00: Personalet er fremme ved Flemming Nielsens brændende
lejlighed.

Kl. 14.27.00: Flemming Nielsen har været i kontakt med vagtcentralen,
men besvarer ikke længere spørgsmål. Der antages, at han nu har mistet
bevidstheden.