Spoorendonk stopper som SSW-spids

Slesvig-Holstens første minister fra det danske mindretal, Anke Spoorendonk (SSW), bebuder nu, at hun ikke genopstiller, når der skal være valg til landdagen i Kiel i 2017. Det fortæller Flensborg Avis.

Ved næste valg i 2017 vil Anke Spoorendonk være 70 år, og hun siger til Flensborg Avis, at hun savner tid til familie og venner.

- Det er en af omkostningerne ved at have en tætpakket kalender som minister, at det er ikke altid er lige til at få tid og rum til det hele. Jeg har seks børnebørn, som jo ikke er helt små, og jeg oplever, at de bare render fra mig. Og jeg føler det som et savn, at jeg ikke kan følge dem tættere. Jeg vil gerne bare kunne være lidt mere sammen med min familie og have lidt mere frihed. Så derfor har jeg også sagt meget klart, at jeg jeg stopper i 2017, siger Anke Spoorendonk til Flensborg Avis.

Formand for SSW og medlem af landdagen i Kiel, Flemming Meyer, forstår godt beslutningen og takker allerede nu Anke Spoorendonk for hendes store arbejde for SSW.

- Vi skal være glade for Ankes arbejde, men man må også respektere beslutningen, og så er det jo ingen hemmelighed, at familie, venner og andre personlige interesser kommer til kort, når man er politiker, siger han.

Både Anke Spoorendonk og Flemming Meyer betegner den første halvdel af valgperioden som en ubetinget succes og håber, at partiet kan bygge videre på den i næste valgperiode. Og der er allerede en naturlig efterfølger i partiet.

- Vi har vist, at vi kan være en del af en delstatsregering, og jeg er sikker på, at vi har folk til at tage over. Vi har en god landdagsgruppe med Lars Harms som formand. Og han er den rigtige mand på det rigtige tidspunkt, siger Anke Spoorendonk og får opbakning fra Flemming Meyer:

- Folk vokser med opgaverne. Ingen troede, at Anke kunne overtage efter Karl Otto Meyer, men jeg er sikker på, at det vil vise sig, at Lars Harms er mere end klar til opgaven, siger han til Flensborg Avis.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.